Oplev parisisk designduo på GL Strand
– M/M (Paris): M/Meditation IN COPENHAGEN

Udgivet 13. januar 2022

Björk, Balenciaga, Alexander McQueen, Kanye West og Miu Miu er blot nogle af de store navne. den parisiske designduo M/M (Paris) har skabt ikoniske kampagner og projekter sammen med. På årets sidste udstilling i GL STRAND inviteres publikum inden for i duoens visuelle univers i krydsfeltet mellem kommunikation og kunst. Og du må gerne smide skoene.
Du kan opleve udstillingen fra på søndag den 16. januar og frem til 20. februar.

M Meditation IN COPENHAGEN by MM Paris, Kunstforeningen GL STRAND
Foto: Jan Sõndergaard

Gulvene er dækket af tykke tæpper med M/M’s design og store puder ligger klar til, at man kan smide sig i dem. Der er bøger, kataloger og forskellige møbler – specialdesignede eller taget med fra Paris. På væggene hænger mere end 60 store plakater. Ikke som almindelige plakater, men printet og spændt op på lærred. For vi er jo i en kunsthal. Eller er vi?

Intet er entydigt, når det har været i hænderne på de to designere bag M’erne, Mathias Augustyniak og Michael Amzalag. For dem er et fotografi aldrig blot et fotografi, en tegning aldrig bare en tegning, en skrifttype aldrig kun et alfabet. En kunsthal aldrig blot en kunsthal. De mixer, genanvender og transformerer for at indfange og visualisere kunstnerens, modeskaberens, sangerens eller stedets univers. For at finde frem til den særlige fortælling, der ligger mellem fortid og fremtid.

Samme udgangspunkt har M/M (Paris) i udstillingen, M/Meditation IN COPENHAGEN, som er skabt særligt til GL STRAND. Her har de fundet inspiration i bygningens historie, som blandt andet borgerhus og i Københavns bybillede, og forvandlet to af GL STRANDs etager til en kombination af kunstudstilling, arkiv, studiesal, hjem og meditationsrum. Resultatet er et anderledes bud på en retrospektiv udstilling, hvor publikum kan smide skoene, tage en lur, hænge ud, mødes i samtale og dykke ned i designduoens visuelle verden og arbejde gennem 30 år med særligt fokus på samarbejder med kunstnere og kunstinstitutioner.

Det er første gang, at M/M (Paris) præsenteres på en dansk kulturinstitution, og udstillingen i GL STRAND er den tredje og sidste i rækken af retrospektive udstillinger. Den første blev vist på Powerstation of Art i Shanghai og den anden på Musée d’Orsay i Paris.

Michael Amzalag var en del af punk-miljøet, og Mathias Augustyniak kom fra et mere grafisk miljø. Deres møde på designskolen i Paris blev starten på det nu 30-årige designfællesskab, hvor værdierne som undergrundsbureau er intakte, og tegningen er den røde tråd. I dag står Mathias Augustyniak og Michael Amzalag som nogle af deres generations mest toneangivne designere med visuelle universer for musikere og modehuse, kunstprojekter og teaterscenografier, alfabeter og symboler, magasiner og publikationer på deres værkliste.

Du kan læse mere om udstillingen og planlægge dig besøg her.

Let's gogoo!

SENESTE NYT